Skip directly to content

Nyhedsbrev nr. 25

on Tue, 09/19/2023 - 18:46

Den 26. august 2023.

Kære medlemmer.

Dette nyhedsbrev indeholder bl.a. artikler om Julie og Sebastians rejse til Kenya, Trinitys start på Brandbjerg Højskole og annoncering af kommende loppemarked.

Som nævnt i forrige nyhedsbrev blev der sendt 3 Juliana drivhuse á 20 m2 til skolen i Kenya.

Omkring vinterferien rejste hele Kis og Flemmings familie til Kenya for at sætte de tre drivhuse op. For os 2 ”gamle” blev det en uforglemmelig oplevelse. Drivhusene blev sat op, hvor hele familien udførte et prisværdigt arbejde.

 

Julie og Sebastians ophold og arbejde i forbindelse med Projekt Cheptigit Primary School – Kenya.

Hej alle sammen!

Så er vi kommet hjem efter 2 fantastiske måneder i Kenya!

Nu står hverdagen på studie, arbejde og nyt liv i Århus, vi er spændte, men vi savner vores kenyanske hverdag og alle vores dejlige nye venner.

Vi har lært utroligt meget, og vi er enormt stolte over at have været en del af et så fantastisk projekt. Vi har været enormt privilegeret, og har fået lov til at have en hverdag sammen med lærerne, børnene, de lokale i området, medarbejderne på hotellet og ikke mindst vores yndlings kenyanere - Patrick og Caroline. Det vil vi gerne takke alle for, både dem der har gjort det muligt for os at rejse, og de der har taget i mod os.

Her kommer en lille opsummering af vores tur. Vi håber I vil nyde fortællingerne og billederne!

Vi ankom til Nairobi d. 3. maj og havde en spænende start i den travle hovedstad. Vi var opsat på at gå rundt og se lokalområder, men uden dækning på telefonerne, var det en svær opgave. Til gengæld fik vi snakket med en masse og spurgt om vej mange gange! Vi fik set Karen-området og Karen Blixens farm, fodret giraffer, og så fik vi undersøgt de store shopping malls og de små finurlige gadebutikker. Efterfølgende har vi snakker med folk fra Cheptigit, som fortalte os, at i Nairobi går det meget hurtigere end den gennemsnitlige kenyaner nogensinde kunne finde på at bevæge sig, og det viste sig i den grad at være sandt!

Efter vores dage i Nairobi tog vi på Safari i Masai Mara. Det var en overvældende, flot oplevelse med telt, lange dage fra solopgang til solnedgang og et hav af vilde dyr. Hvis man har mulighed for at få den oplevelse, kan vi kun anbefale det! Der blev checket mange bokse af på bucket-listen.

Efter Safari gik turen endelig til Cheptigit og Kaptagat. Vi fik en chauffør til at køre os fra Nairobi til Kaptagat hotel, og vi nød den smukke køretur i fulde drag. Det var en enormt flot oplevelse at køre op langs Great Rift Valley, og det var faktisk svært at tro på, at vi skulle bruge den næste måned på kanten af en kløft. Det mærkede vi dog ikke meget til, da først vi ankom, for hotellet er jo det dejligste sted, og med den smukkeste og tryggeste have! Som vi også fik at vide inden afrejse, så kunne hotellet godt bruge en kærlig hånd, eller nok nærmere en praktisk hånd, for vi mødte ikke andet end kærlige hænder. Vi faldt hurtigt på plads, og Kaptagat hotel blev til et hjem. Vi havde vores 3 kenyanske ”mødre” Hellen, Hellen og Prisca og et hav af gode venner til at sørge for fantastiske minder og oplevelser.

Ikke kun på hotellet oplevede vi en varm velkomst, skolen tog simpelthen så godt imod os, så vi kom i tvivl om præsidenten også var på besøg. Lærerne, børnene og Patrick sørgede for en skøn præsentation og så vidste alle, hvad vi var nogle blegfise!

Vi fik hurtigt lagt en plan for hvilke projekter, vi skulle i gang med, og da vi fik Caroline og Edna hjem til Kenya fra deres tur til Danmark (meget trætte, vel at mærke, vi kører ikke med Afrikatid i DK), gik vi straks i gang.

Julie har hygget sig helt enormt meget med at strikke og hækle med de sødeste kvinder i lokalområdet. Det blev en udveksling af teknikker, ideer, kulturer og spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Jeg må dog indrømme, at nogle allerede overgik mig i teknik, og jeg fik også at vide “come on, those colours do not go together!”. Men alligevel fik vi lært en masse af hinanden, og jeg håber, jeg har efterladt en strikkelyst, som vil blive lært videre i lang tid. Jeg har i hvert fald fået strikket en hel masse, efter jeg er kommet hjem. Det er dog ikke helt det samme i min et-værelses lejlighed i Århus, som det var rundt om bordet med kvinder, børn og snak!

Sebastian gik hurtigt i gang med at brainstorme et system til drivhusene. Det var enormt hårdt arbejde! Vi fik gjort jorden klar til plantning, vi fik gravet stier og bygget hjemmelavet plantekasser i et mønster, der skulle fremme undervisningen i green-farming. Vi kan love jer for, at grave i den varme, i et drivhus, ikke var for sarte sjæle. Det støvede, og vi måtte mange gange gå ud og sprøjte vand i hovedet. Men sjovt var det, og fedt at lave noget hårdt fysisk arbejde og se det virkelig bære frugt. Desuden havde vi ofte besøg af nysgerrige lærere og børn.

Udover drivhuset og strikkeundervisning, har vi fået lov at overvære undervisning på afrikansk vis. Vi har hygget og leget med babyclass, og vi er virkelig kommet tættere på natur og dyreliv (her mener jeg også toiletbesøgene, som bestemt var anderledes end hvad vi er vant til). Børnene var enormt søde og nysgerrige De fulgte os hjem fra skole, og når de engang imellem blev modige nok, så kunne vi gå hånd i hånd og snakke om yndlingsfarver og yndlingsretter. De helt små lavede lege, som ingen os helt nåede at forstå hvad gik ud på, men de fik os alle til at grine og smile hver dag.

Udover projekterne på skolen, fik vi en masse andre oplevelser. Vi har været hjemme ved Patrick flere gange, Her blev vi forkælet med hjemmelavet middage og kenyanske øl (vi drømmer stadig om Julies samosaer!) Vi fik også besøgt Great Rift Valley og oplevede det pludselige temperaturskift og de mange friske frugter, der blev solgt ind af bilvinduerne. Derudover var vi på besøg ved Patricks bedste ven Conelius, Hans familie lavede også middag, og vi besøgte hans skole, som er særlig kendt for sin ekspertise for undervisning af blinde og synsbesværede elever. Ud over det har vi haft utallige dejlige stunder med Caroline, også kendt som Mama Musungu (mor til de hvide) som hun blev kaldt. Vi har haft en fantastisk weekend i Eldoret. Vi kan ikke takke Caroline nok for det venskab og den åbenhed, hun har mødt os med Hun har gjort hele rejsen til en uforglemmelig oplevelse.

Vi besluttede, efter mange anbefalinger, at slutte vores Kenya-tur i Mombasa. Så Caroline og Patrick vinkede os afsted, da vi kørte mod Mombasa med natbussen fra Eldoret. Det skal siges, at de også sørgede for eminente snacks til turen, frugt, mandasi, pandekager og samosaer, det hele hjemmelavet selvfølgelig.

Vi sluttede turen med næsten 2 uger i varme Mombasa. Her fik vi snakket de sidste 2 måneders fantastiske oplevelser igennem, med en drink i hånden på en yderst komfortabel liggestol i skyggen af en palme og til lyden af bølger.

 

TRINITY

En anden udvekslingshistorie handler om Patricks datter, Trinity, som er begyndt som elev på Brandbjerg Højskole. Det er en international højskole, hvor undervisningen foregår på engelsk. Der er ca. 100 elever. Private sponsorer gjorde det muligt at tilbyde hende et ophold fra midt september til slutningen af december.

Hun bliver 18 år om 14 dage, så det er spændende for hende at lande i Danmark, hvor alting er meget forskelligt fra, hvad hun kender. Rejsen klarede hun uden problemer, og nu er hun godt i gang med højskolelivet.

Stor tak til alle, der støttede hende til dette ophold.

 

Loppemarkedet

Et andet meget vigtigt punkt er, at det årlige marked foregår i nær fremtid.

I weekenden den 30. september og 1. oktober med opsætning den 29. september går det igen løs i Brenderup i Munkegårdens lokaler på Vejrupvej 2.

Vi har allerede fået mange gode og salgbare varer på lager, men vi modtager gerne endnu mere. Hvis man har ting til aflevering, kan man kontakte Flemming på tlf. 26 28 23 38.

Vi planlægger igen at lave et hyggeligt og sjovt marked, hvor der kan handles til rimelige priser, høres musik, købes kaffe/kage og spises karrysuppe.

Vi plejer at have en stor gruppe af frivillige hjælpere til både det ene og det andet, og vi håber, at de igen har lyst til at støtte op. Måske kan der også være nye interesserede, som vil være meget velkomne.