Skip directly to content

Nyhedsbrev nr. 6

on Sun, 03/05/2017 - 19:49

 

Kære medlemmer og andre interesserede.

”Som tiden dog går” – siger vi i Danmark – ”nej, den kommer” siger man i Kenya, og det er godt, for der er mange planer, der står for at blive realiseret.

År 2016 har været præget af et højt aktivitetsniveau.

Fra Anna Trolles skole var 4 lærere på besøg på Cheptigit School for at finde samarbejdsmodeller, der kan bruges til at udvikle det videre samarbejde mellem de to skolers lærere og elever.

Carolines ophold i Danmark bærer nu frugt, idet hun er ved at udvikle ideerne, som vi kender fra aftenskolerne i Danmark.

Hun åbner skolen sent om eftermiddagen, og forskellige aktiviteter er nu gået i gang. Det viser sig, at interessen er meget stor omkring brugen af de computere, vi har fået derned

Vi har været så heldige at Computergruppen - Seniorer uden Grænser – i Holbæk har doneret 18 renoverede laptorps, som er bragt til Kenya i forskellige rejsendes kufferter.  Caroline står selv for computerundervisningen.

Hun er også med i den stedlige CBO-gruppe, som vores forening samarbejder med, og hvor projektet i øjeblikket har fokus på at få udbyttet øget fra de landbrugsaktiviteter, der allerede findes.

Vi arbejder sammen med CISU (Civilsamfund i udvikling) (ww.cisu.dk) omkring økonomisk støtte til dette projekt.

Vi er med dette projekt rykket ud i samfundet omkring skolen med ideer om at få forbedret forældrenes trængte økonomi. – ”Hjælp til selvhjælp”

Dog har vi stadig også byggeri i gang på skolen.

Som vi plejer, tager vi udgangspunkt i skolens egne ønsker, så lige nu bygges der køkken og toiletter til drengene. Begge dele er hårdt tiltrængte.

 

Til køkkenbygningen har vi fået 25.000,- kr. fra VMOK-fonden.

I december havde Den frie Lærerskole i Ollerup arrangeret en international konference om fællesskab, som det kendes i de frie skoler. Patrick og hans nærmeste overordnede Margaret Chepgimis deltog begge i konferencen.

Under deres ophold benyttede de begge chancen til at opleve forskellige skoleformer. Dels Anna Trolles Skole, men også et besøg på Hover- Thorsted Friskole var oplagt, da de der havde valgt at donere penge fra deres motionsløb til projektet i Kenya. 75 børn satte alt ind på at få penge i kassen, og det endte med at blive ca. 16.000 kr.

Kis og Flemming er netop kommet hjem efter et besøg på skolen i Kenya. Et nyt skoleår var lige begyndt, men der blev alligevel tid til møder med skolebestyrelsen og CBO-gruppen.

Afgangsholdet havde klaret sig særdeles godt, og mange er kvalificeret til at starte den gymnasiale uddannelse.

Daggymnasiet, som Patrick tog initiativ til, er næsten færdigbygget og er taget i brug. (Det er nu overtaget af Den kenyanske Stat).

Mange elever ønsker at fortsætte deres skolegang der. Lærere og bestyrelse har udarbejdet en liste over elever, der har evnerne, men mangler økonomi. Det er de elever, vi søger sponsorer til. I øjeblikket går der 14 elever sponsoreret fra Danmark, men listen over de nye er desværre for lang.

En elev koster 1400, kr. i 4 år. (Der går ingen penge til administration.)

Vi prøver hele tiden at ”tjene” penge på forskellige måder. I det kommende år vil der være loppemarked

i Munkegårdens lokaler weekenden den 7.-8. oktober 2017.

Den 1. september afholder vi, i samarbejde med Menighedsrådet og Musikforeningen, en støttekoncert på Brenderup Højskole med Bob Dylans musik. Det er med bandet No Direction Home.

Som optakt til koncerten vil der være et foredrag den 16. august i Brenderup Kirke, hvor Per Lysgård Madsen fra Thomas Kingo Kirke i Odense vil fortælle om Bob Dylans biografi og hans tekster.

Som altid var det en god oplevelse at besøge skolen. Vi kan mærke, at der bliver arbejdet med godt humør og ikke mindst, at der er en gensidig glæde over at mærke og se tingene sker.

Patrick og Caroline har fundet sammen i et godt arbejdsfællesskab, og de er begge meget interesseret i at lægge kræfter i udviklingen.

Et forsinket godt nytår til jer alle sammen med en stor tak til alle dem, der hjælper os.

På bestyrelsens vegne,

Flemming